Forberedelserne til de danske elevers udvekslingsprogram i Santa Ynez Valley er i fuld gang.
Den 20. august tager 30 danske elever fra handelsgymnasiet Niels Brock til danskerbyen Solvang for at supplere deres internationale bachelor med et semester på den lokale high school, Santa Ynez Valley Union High School.
Karin Gert Nielsen, Turistchef i Skandinavien, er meget begejstret: “Samarbejdet mellem Niels Brock og Solvang startede i 2011 i forbindelse med, at Solvang fyldte 100 år, og her tre år efter er det stadigvæk en kæmpe succes. Vi er ovenud begejstret for de forbindelser, der knyttes mellem Solvang og den yngre generation, da det er en perfekt mulighed for de unge danske elever at rejse ud og opleve en anden kultur, forbedre deres sprogfærdigheder og styrke deres internationale udsyn.”
Logi hos hjertevarme amerikanske familier
Eleverne bliver indlogeret hos lokale familier, og det er en stor del af oplevelsen, da de bliver en del af familien og får lov til at opleve den amerikanske kultur på tæt hold. For de amerikanske værtsfamilier er det også en stor oplevelse at invitere en dansk studerende indenfor.

Solvang ser frem til at modtage næste hold af Niels Brock studenter
Sidste år besluttede Ayala, en amerikansk husmor, at blive værtsmor for den 16-årige danske elev Asger for også at bringe en anden kultur ind i sit hjem. Ayala sagde efterfølgende: ”Det var en fantastisk oplevelse. Asger og Joey (red. Ayalas 15-årige søn) opbyggede et tæt venskab, og det var en kæmpe oplevelse at byde en dansk studerende velkommen til familien. Vi har fortsat kontakt gennem emails og facebook, og udover Joey, der tager til Danmark for at være sammen med Asger, har hele vores familie planer om at besøge Asger og hans familie. ”